OM OS

Præsentation af STRANDBAKKEHUSET

Derfor børne- og ungehospice i Vestdanmark

Region Midtjylland og Den Selvejende Institution Hospice Djursland har af Sundhedsministeriet fået til opgave at etablere det nye børne- og ungehospice på samme matrikel som Hospice Djursland, som er et hospice for voksne.

Formålet med at etablere et børne- og ungehospice i Vestdanmark er at udligne den geografiske ulighed, der lige nu er med blot fire hospicepladser i Østdanmark.

Med etableringen af Strandbakkehuset vil alle børn og unge og deres familier, uanset hvor i Danmark man bor, kunne blive tilbudt hospiceophold med lindring, aflastning og omsorg af høj specialiseret sundhedsfaglig kvalitet.

Liv, leg & lindring

Visionen for Strandbakkehuset tager afsæt i hospicefilosofien, og under overskriften LIV, LEG og LINDRING vil Strandbakkehuset medvirke til at højne livskvaliteten for børn, unge og deres familier i Vestdanmark, som under svære livsvilkår skal få en hverdag, hvor livstruende sygdom sætter dagsordenen, til at hænge sammen.


Vores holdning er, at alle børn og unge, uanset hvor kort deres liv måtte være, skal have de bedste muligheder for at få så meget ud af deres liv, som det er muligt – udviklingsmæssigt og socialt.


Vores fokus er også på støtte til de syge børns søskende, som ofte bliver glemt og klemt, når en bror eller søster er alvorligt syg. De skal leve videre med sårbarheden og sorgen over at have mistet en bror eller søster.

Hjemlige rammer til familierne

De fire hjemligt indrettede familielejligheder består hver af to rum. Et rum, hvor barnet/den unge har sin seng, og et rum, som er familiens dagligstue, hvor forældrene kan trække sig tilbage, når de har behov for søvn eller privatliv og overlade ansvaret for det syge barn til en sygeplejerske.

Hver familielejlighed har altan og eget badeværelse, og der vil i hver lejlighed være både ilt, sug og lift. Alle dele vil være "gemt af vejen", således at hver familielejlighed fremstår hyggelig og hjemlig.

Vi tror på, at hjemlighed skaber tryghed for familierne, og det er derfor vigtigt, at rammerne bidrager til, at familierne kan fortsætte deres 'normale' hverdagsliv, imens de er indlagt på hospice.

Hvem kan blive indlagt på Strandbakkehuset?

Målgruppen er børn og unge i alderen 0-18 år med livsbegrænsende og livstruende sygdom med komplekse symptomer, der kræver en specialiseret palliativ indsats enten i løbet af sygdomsforløbet eller i den afsluttende fase.

Tilbuddet vil være målrettet barnet/den unge med sygdom og hele familien og deres samlede behov i forbindelse med enten et symptomlindrende ophold, et aflastende ophold eller et ophold til livets afslutning.


Der er stor forskel på et voksenhospice og et børne- og ungehospice. Forskellen er bl.a., at på et voksenhospice dør ca. 85% af de mennesker, der bliver indlagt, mens de resterende 15 % udskrives - enten for at leve den sidste tid hjemme eller for at være en tid hjemme, inden de genindlægges.


På et børne- og ungehospice er det lige omvendt. Kun ca. 15-20% af de syge børn og unge afslutter deres liv på hospice. De øvrige børn og unge indlægges med henblik på symptomlindring, aflastning, omsorg og støtte - lige præcis det, som Strandbakkehuset kan tilbyde de hårdt belastede familier.